Se Atletico Madrid Live Streaming Online

Atletico Madrid er Spaniens tredje mest vindende klub, og de har millioner af fans verden over. De er blandt de bedste hold i verden, men det har ikke altid gået godt for Atletico, som i årtier har stået i skyggen af ærkerivalerne fra Real Madrid. Læs denne beskrivelse, og find ud af, hvordan du kan følge Atletico Madrid live stream.

Atletico Madrids historie

Atletico Madrid blev stiftet i 1903 af tre baskiske studerende, som ønskede at efterligne Athletic Club de Bilbao. De fik året efter selskab af Real Madrid medlemmer, som ikke længere ønskede at repræsentere den hvide trøje. Efter at have spillet i hvide og sorte trøjer i de første par år, ændrede de farverne til de klassiske rød- og hvidstribede dragter, som vi kender dem for i dag.

De brugte de røde og hvide farver, fordi det eftersigende var det billigste materiale på det tidspunkt. Madrasser var i Spanien typisk lavet i de farver, og til at starte med brugte de gamle madrasser til at sy trøjerne. De fik dermed øgenavnet ”Los Colchoneros”, som betyder madras-laverne, og det har hængt ved siden da.

Den 23. januar 1921 blev klubben uafhængig af Athletic Club, og de fik deres første stadion et par år senere. Atletico spillede sine hjemmekampe på Estadio Metropolitano de Madrid indtil Vicente Calderon blev åbnet i 1966.

La Liga blev oprettet i 1928, og Atletico Madrid var med fra begyndelsen. De rykkede dog hurtigt ud, og fungerede i en periode som et elevatorhold imellem de to bedste spanske rækker. Ligaen holdt pause under den spanske borgerkrig, men var tilbage i 1939. Klubben havde mistet otte spillere i krigen, og var i nogle få år slået sammen med Aviación Nacional, og hed i den periode Atlético Avación de Madrid. Fra 1947 hed klubben Club Atlético de Madrid, og det har den gjort lige siden.

Atleticos storhedstid

De vandt deres første mesterskab i 1940, og genvandt det året efter. Siden fulgte klubbens storhedstid, og de vandt både flere mesterskaber og pokalturneringer. De vandt European Cup Winners’ Cup i 1962, og tabte finalen det efterfølgende år, og de var generelt blandt Europas bedste hold i den periode.

I den samme periode var Real Madrid dog overlegne, og således stod Atletico i skyggen som byens lillebror. I 60’erne og 70’erne var de to Madrid-klubber et niveau over alle konkurrenterne, og i perioden 1961-1980 stod de to for 18 af 20 mesterskaber.

Perioden under Luis Aragonés

Luis Aragonés er blandt de allerstørste legender i Atletico Madrid. Han spillede 10 år i klubben mellem 1964 og 1974, og er stadig klubbens mest scorende spiller til dato. Han gik direkte ind på trænerbænken, da han stoppede sin aktive karriere i 1974, og har været træner for Atletico over fire omgange. I sin første sæson som træner for klubben vandt de Intercontinental Club, og deres ottende mesterskab i 1977.

Efter en kort periode hos Real Betis, var Luis Aragonés tilbage i trænersædet på Vicente Calderon i 1982. De vandt Copa del Rey og fik sølv i La Liga i 1985, båret af legendariske Hugo Sanchez, som vandt topscorertitlen. Den mexicanske angriber valgte dog senere at skifte til Real Madrid, og da var hans status i klubben ikke længere den samme. Året efter tabte de deres tredje europæiske finale i streg, da de mødte Dynamo Kiev i Lyon, og tabte kampen 0-3.

I 1987 efterlod han Atletico til fordel for Barcelona, hvor han dog kun blev en enkelt sæson. Derefter fulgte en kortere periode hos Espanyol, inden han var tilbage i Atletico i 1991. Klubben havde i mellemtiden fået en ny præsident i Jesús Gil, som straks hentede store spillere til klubben. Det hjalp dog ikke synderligt til at begynde med, og trænerne blev fyret på stribe. I 1992 overtog han ejerskabet af klubben, og lukkede straks ungdomgsakademiet, hvilket resulterede i, at klubbens største talent, Raúl, valgte at skifte til Real Madrid. Tiden under Jesús Gil var præget af kaos, og han købte 141 spillere og hentede 44 trænere ind i sin 17-årige regeringsperiode.

Double og nedrykning

I 1995 var de snublende nær en nedrykning, men de klarede frisag på sidste spillerunde. Endnu en gang blev træneren fyret, og erstatningen Carlos Sanchéz Aguiar holdt kun 20 dage på posten. Næste mand i det næsten umulige trænerjob blev dog historisk succesfuld. Radomir Antic blev hentet ind efter fine resultater i Real Oviedo. Efter den forfærdelige sæson, blev truppen renset fuldstændigt, og blandt de få resterende var Diego Simeone og José Luis Caminero. Ind i stedet kom en række af dygtige spillere som Santi Denia og målmand José Francisco Molina.

Klubben vandt sit første mesterskab i 19 år, ligesom de også hentede Copa del Rey trofæet i 1996. Dermed kunne de fejre klubbens første og hidtil eneste Doblete. Klubben lå nummer 1 i La Liga fra anden spillerunde, og det holdt hele vejen i mål. Det skulle vise sig at blive den sidste succes klubben oplevede under Jesús Gil’s styre. I de følgende år fortsatte den aggressive transferpolitik, og stjerner som Christian Vieri, Juan Carlos Valeron, Jose Mari, Juninho og Jimmy Floyd Hasselbaink blev hentet ind.

Succesen udeblev, og i 1999 blev Gil anklaget for at misbruge klubbens midler. Han blev sammen med resten af direktionen fjernet fra klubben, og det skulle få fatale konsekvenser for klubben. I sæsonen 1999/2000 rykkede de sammen med Sevilla og Betis fra La Liga. Mens de to Sevilla klubber var i stand til at rykke direkte op igen, måtte Atletico tage til takke med fjerdepladsen i Segunda. Året efter var de dog retur i den bedste spanske række.

Nyt håb

Som følge af økonomisk uføre, var klubben tvunget til at satse mere på klubbens egne talenter. Det rygtedes, at de havde en særdeles talentfuld angriber rendende i ungdomsafdelingen. Navnet var Fernando Torres, og han skulle senere vise sig at blive en folkehelt hos Los Colchoneros. Han underskrev som 15-årig sin første professionelle kontrakt med klubben i 1999, og han fik debut på førsteholdet i 2001. I sin blot anden kamp for klubben scorede han sit første mål, og derfra gik det stærkt for El Niño. Som 19-årig blev han anfører for klubben.

Torres’ store gennembrud kom i 2002/2003-sæsonen, hvor han på et middelmådigt Atletico hold formåede at score 13 ligamål. De endte på en skuffende 12. plads i La Liga, mens bysbørnene fra Real Madrid endnu en gang løb med mesterskabet. Det gik bedre sæsonen efter, hvor de sluttede på syvendepladsen, og endnu en gang var Fernando Torres den lysende stjerne på holdet. Han stod for 19 ligamål i 35 kampe, og han var pludselig i søgelyset hos Europas allerstørste klubber.

Atletico Madrid sluttede på ligaens 10. plads i de følgende sæsoner, og det var givet, at Torres skulle videre for at udløse hans enorme potentiale. På trods af sin store kærlighed for Atleti, blev han i 2007 solgt i en rekordstor aftale til Liverpool, hvor han lavede 65 kasser i 102 Premier League kampe inden han blev solgt videre til Chelsea, hvor det gik knapt så godt. I 2014 var han tilbage i Atletico.

Tilbage mod toppen

I 2006 valgte Atletico at hente mexicanske Javier Aguirre ind som træner. Han havde nydt stor succes hos Osasuna, og nu skulle han føre Atleti tilbage mod toppen af La Liga. Målet for sæsonen var at kvalificere sig til europæisk fodbold, og det lykkedes. De endte på syvendepladsen, og kvalificerede sig senere til gruppespillet i UEFA Cup’en, hvor de havnede i pulje med FC København. De besejrede danskerne 2-0 i Parken på mål af Sergio Agüero og Simão. De blev senere slået ud af Bolton, men det var vigtigt at deltage i europæisk fodbold efter mange år pause.

Året efter var målet at kvalificere sig til Champions League, hvilket også blev indfriet. De fik en flot fjerdeplads i ligaen, og var for alvor tilbage i toppen af spansk fodbold. Truppen var mere talentfuld end længe, og talte stjerner som Sergio Agüero, Diego Forlan, Maxi Rodriguez, Raul Garcia og Maniche. De gik videre fra gruppen, hvorefter de blev slået ud af Porto.

Diego Simeone

Argentinske Diego Simeone blev ansat som klubbens cheftræner i december 2011. ’El Cholo’, som spillede i klubben over to omgange, overtog et hold i kaos. De var netop røget ud af Copa del Rey efter nederlag til Albacete, og lå i den nederste halvdel af La Liga, men de kom øjeblikkeligt på ret kurs under Simeones ledelse. Sæsonen 2011/2012 endte med en Europa League triumf, ligesom de blev nummer fem i La Liga. EL-finalen blev vundet 3-0 over Athletic Club på to mål af holdets helt store stjerne Radamel Falcao.

Atletico Madrid havde i mange år spillet relativt offensiv fodbold, hvor der ikke blev lagt meget vægt på forsvarsspillet, men det skulle ændre sig radikalt under Simeone. Defensiven blev pludselig holdets base, og han sætter en ære i at sammensætte en stærk organisation.

Sæsonen efter endte Atletico på tredjepladsen, og de indkasserede blot 31 mål i 38 kampe, hvilket var færrest af samtlige hold. Falcao stod for 28 mål i 34 kampe, og han blev efterfølgende solgt til Monaco for omkring 60 millioner euro. Klubben hentede dog en masse fornuftige erstatninger ind til holdet, og de blev ikke et dårligere hold på trods af det store salg. Især Jose Gimenez, der blev hentet for omkring 1 million euro, skulle vise sig at være et røverkøb.

Mesterskab og Champions League finaler

Sæsonen 13/14 skulle vise sig at blive en historisk sæson for Atletico. De lagde ud med at vinde den spanske Super Cup over Barcelona, og de startede ligaen ud med at vinde første otte kampe. De vandt mesterskabet for næsen af Barcelona og Real Madrid, og det med et spillerbudget, der var væsentligt mindre end konkurrenternes. Der gik kun 26 mål ind bag Thibaut Courtois, som var lejet i Chelsea. Ydermere besejrede de rivalerne Real Madrid på Santiago Bernabeu for første gang i 15 år.

Det hele blev afgjort i en mesterskabsfinale på Camp Nou imod Barcelona. Atletico kunne klare sig med et point for at vinde mesterskabet, mens Barcelona var tvunget til at vinde. Catalanerne kom foran på et drømmemål af Alexis Sanchez, mens Diego Godin udlignede til kampens resultat 1-1 på et hjørnespark. Atletico havde spillet en fantastisk sæson, og de blev fortjent hyldet af Barcelonas fans på Camp Nou efter kampen.

Umiddelbart efter skulle de spille om Champions League trofæet imod Real Madrid. Det var klubbens første CL-finale i 40 år, og den blev ikke mindre vigtig af, at man skulle møde lokalrivalerne i finalen. Diego Godin var igen på pletten på et hjørnespark, og det så længe ud til, at 1-0 føringen skulle holde hele vejen til mål, men Sergio Ramos udlignede dybt inde i dommerens overtid. Kampen fortsatte i forlænget spilletid, men Real var ovenpå, og endte med at vinde kampen 4-1. Det blev dermed ikke til en gentagelse af doublen i 1996, men det var en imponerende indsats alligevel.

Sæsonen efter var de igen med i mesterskabskampen, men kunne dog ikke holde niveauet fra året før. De endte med tredjepladsen i La Liga. De hentede dog en masse fornuftige spillere som blandt andre Antoine Griezmann og Jan Oblak. De blev slået ud af Champions League, da de mødte Real Madrid i kvartfinalen. Efter 0-0 på Vicente Calderon vandt Los Blancos 1-0 hjemme på Santiago Bernabeu.

I 15/16-sæsonen var de endnu en gang tilbage i den absolutte top. De endte igen på tredjepladsen i La Liga, men de var kun tre point efter Barcelona, som vandt deres andet mesterskab i streg. De tog hævn over Barcelona i Champions League, som de besejrede i kvartfinalen efter en flot 2-0 sejr på Vicente Calderon i returopgøret. Derefter slog de Bayern Munchen ud i semifinalen, og skulle endnu en gang op imod Real Madrid i finalen. Kampen var endnu mere tæt end finalen to år før, og den endte 1-1 i ordinær tid. Antoine Griezmann brændte et straffespark, mens Yannick Ferreira Carrasco og Sergio Ramos stod for målene. Kampen skulle afgøres på straffespark, hvor højreback Juanfran fik en uheldig hovedrolle idet han brændte det afgørende straffespark, og de måtte endnu en gang tage til takke med sølvmedaljerne, mens de kunne se bysbørnene løfte pokalen for anden gang på tre år.

La Peineta og fremtiden

Vicente Calderon er blandt de mest stemningsfulde stadions i Europa, men det er samtidigt faldefærdigt og slidt. Derfor har Atletico længe haft planer om at bygge et nyt og moderne stadion, så de for alvor kan hamle op med de største europæiske klubber. Efter 50 år på Vicente Calderon, som ligger i det centrale Madrid, skal de fra 2017 spille deres hjemmekampe på Wanda Metropolitano. Det er en overbygning på det gamle Estadio de La Peineta, som ligger et godt stykke uden for byen.

Det kommer til at huse over 73.000 tilskuere, og modsat Vicente Calderon, kommer alle tilskuerne til at sidde under overdækning. Det bliver helt andre forhold end, hvad tilskuerne har været vant til. Omvendt bliver det en udfordring at bibeholde den fantastiske stemning, som har været klubbens kendetegn i mange år. Interessant bliver det at se, om de er i stand til at tage det sidste skridt op til Europa elite.

Atletico Madrids ærkerivaler

Atletico har i mange år haft et særdeles anstrengt forhold til lokalrivalerne fra Real Madrid. De har stået i skyggen af ’kongeklubben’, som i mange år blev favoriseret af Franco, og de to klubber har vidt forskellige identiteter. Mens Real Madrid bliver set på som den fine klub fra det dyre område, så har Atletico tiltrukket arbejdsklassen, hvorfor Diego Simeones stil også matcher klubben så godt. Hårdt arbejde bliver værdsat højere end poleret kombinationsspil, og det står i skarp kontrast til konkurrenterne Real Madrid og Barcelona.

Netop Barcelona har de også et rivaliserende forhold til. Foruden den sportslige konkurrence, så har forholdet politiske undertoner. Catalanere har i mange år følt sig som ofre i forhold til Madrid og centralstyret, og det har også smittet af Atletico fans’ mening om Barcelona. Mildest talt, så bryder de sig lige så lidt om Barcelona, som Real Madrid. Spørger man en Atletico tilhænger, hvem han mindst bryder sig om, så er Barcelona ikke et sjældent svar. Forholdet har ikke været specielt hedt i den lange periode, hvor Atletico Madrid var væk fra topkampen, men det har blusset op over de senere år.

Atletico Madrids legender

Luis Aragonés er unægteligt en af de personer med størst indflydelse på Atletico Madrids historie. Han spillede 370 kampe for klubben som spiller, ligesom han er den mest scorende spiller med sine 173 mål. Derefter var han træner for klubben over fire perioder, hvor de vandt flere titler. Han var kendt som en hård og kontant træner, som fortalte spillerne sin ærlige mening. Han havde i Spanien et ry for at være en ’bocazas’, hvilket kan oversættes til at være en, der udtaler sig lidt for højlydt. I den store fodboldverden vil han nok mest huskes for at lede Spanien til EM-trofæet i 2008, som var starten på en spansk dominans i international fodbold. Han afgik ved døden i 2014, og vil altid have en stor stjerne hos Colchoneros.

Diego Simeone har over de senere år sat sit dybe aftyk på Atletico Madrid i hans virke som cheftræner. Han var dog at finde i klubben allerede i 1994, da han blev hentet i Sevilla. Han spillede tre år i klubben, og var kraftigt medvirkende til, at de kunne hente den historiske double i 1996. Det gik dog ikke klubben ret godt i den efterfølgende sæson, og i 1997 skiftede han til Inter. Efter to år i Milano tog han til Rom for at repræsentere Lazio, som på daværende tidspunkt var blandt verdens bedste hold. I 2003 var han tilbage i Atletico Madrid, men det blev dog ikke nær så succesfuldt som første ophold, og han skiftede tilbage til Argentina to år senere. Som spiller huskes han for sin meget kontante spillestil, som han efterfølgende har taget med i sit trænervirke.

Han blev ansat som klubbens cheftræner i 2011, og Atletico har nået fantastiske præstationer, som man ikke kunne forestille sig, før han blev ansat. Atleticos spillestil ligger meget tæt op af den måde, han selv spillede på, og mange giver ham en stor del af æren for klubbens nuværende succes. Meget tyder dog på, at han snart er fortid i klubben. Hans ellers lange kontrakt er blevet forkortet, og det forventes, at han overtager trænersædet i Inter indenfor en overskuelig fremtid. Han har selv udtalt, at hans mål er at føre Atletico frem til en ny æra på det nye stadion, som de flytter ind på i sommeren 2017. Det ændrer dog ikke på, at Diego Simeone er blandt de allermest populære figurer i klubben, og det kan ikke udelukkes, at vi får ham at se i Madrid igen.

Klubbens mest populære spiller over de senere år hedder Fernando Torres. Han skød i en meget tidlig alder igennem ungdomsrækkerne, og blev utroligt nok anfører for holdet som 19-årig – blandt andet over den nuværende træner Diego Simeone. Hans tekniske færdigheder var ekstreme, og han havde både fart og målnæse, hvilket gjorde ham til en meget besværlig angriber at håndtere. Efter 14 sæsonmål i 2006/2007 sæsonen blev interessen fra de store klubber for stor til at klubben kunne beholde ’El Niño’, og han forlod klubben til fordel for Liverpool. Efter over 200 kampe og 80 mål var han dermed fortid i barndomsklubben. Han var tilbage i Atletico Madrid i januar 2015 på et lejeophold, som så skulle blive permanent senere hen. Han er ikke længere en nøglespiller på banen, men hans tilstedeværelse i klubben er uvurderlig. Han er en rollemodel for alle de små fodboldspillere på akademiet, som ønsker at spille i den rød-hvide trøje. Hvis man ser en Atletico kamp, så vil der stadig stå Torres på hovedparten af trøjerne på stadion.